fredag den 29. juli 2011

Brøndby: Stoltheden er minimal

Det kan umuligt være sjovt at være Brøndby fan i disse tider. Fodboldklubber som FCM, OB, og FCK er i massiv fremgang, alt imens Brøndby må kæmpe hårdt med kriser, magtkampe på de indre linjer, og generelt manglende succes.

Hvad er det de gør så forkert, som har gjort at den tidligere magtfaktor i dansk fodbold, er blevet til en middelmådig klub? Det er der mange forklaringer til som jeg ser det, og jeg gider egentlig ikke lægge vægt på hvad man skulle gøre for 4 år siden.

I stedet vil jeg fokusere på hvad de skal gøre for at komme på rette spor igen. For der skal ske noget drastisk, fordi jeg synes allerede nu at man har set store svaghedstegn, der må være bekymrende for alle Brøndby fans.



Ledelsesmæssigt

Det er ikke for sjovt at Brøndbys bestyrelse, og ledelse går under navnet "cirkus Brøndby" på de danske fodboldforummer. Det er virkelig et cirkus, der bliver udstillet gang på gang. De vil så gerne vinde, og de har store armbevægelser. For mig virker det som om at man vil leve på navnet, og ikke har indset at det kræver benhårdt arbejde at kæmpe med om topplaceringerne.

I det mindste er der kommet mere ro på, efter Ole Bjur blev ansat som sportschef. Jeg ved ikke om det har haft en indflydelse, men i det mindste så skal jeg ikke høre på folk som Per Bjerregaard, og Benny Winther udtale sig om at det er i år man vil kæmpe med om guldet, uanset hvor skidt det står til.

For som jeg har skrevet i et tidligere indlæg på bloggen, så er det KUN noget der kan skade et hold som der er massive forventninger til. Spillere i Brøndby er under kolossalt pres, og man forventer at der kommer en sejr i hus hver gang Brøndby spiller. Sådan er det bare, og sådan vil det nok altid være.

Derfor nytter det ikke at Ledelsen kommer med vanvidsudtalelser, som kun gør at medierne slikker sig om munden. De ved godt at når vi er 4-5 uger inde i sæsonen, så vil de kunne bruge de udtalelser til at kalde Brøndbys sæson for en kæmpe fiasko. og male fanden på væggen fordi at ledelsen jo havde lovet anderledes.

Bottom line er, det er langt bedre at melde mindre ud, og blive overrasket i stedet for at skabe et kæmpe pres på spillerne. I den perfekte verden vil de kunne håndtere det, og det skal man generelt kunne som professionel sportsudøver, men det er bare så ulogisk i mine øjne at gøre presset større, når man intet har med spillertruppen at gøre.

Best case scenario ved sådanne udtalelser, er at man kan sige "Se hvad jeg sagde" i slutningen af sæsonen, mens worst case scenario er at man kan have været med til at holdet rammer en stribe nederlag i træk.

Med det mener jeg at kriser er svære at komme ud af. Om du er FCK, Brøndby eller ej. Det er også nemmere for sådan et hold at komme i en krise, fordi at man skal kun ramme 2 kampe uden en sejr, og så vil medierne være over en, og spørge ind til "krisen".

Når det så er sagt så er Brøndbys ledelse blevet lidt bedre på det punkt. Dog er der noget andet jeg har bidt mærke i.

Hvad er transferstrategien HELT præcist?

Først ville man gå tilbage til de gamle dyder, og bruge sine unge spillere(hvilket jeg synes man skal, og så tage en genopbygningssæson). Så var der ikke råd til forstærkninger, og nu er meldingen så at man vil vente til at se hvor godt man kommer i gang med sæsonen, for at se om der er brug for det.

Jeg ved ikke hvad der er mest skræmmende. Den usikkerhed der er mht transferstrategien, eller den hovedløse udmelding som Ole Bjur kom med i Politiken for små 2 uger siden.

Vi ved selvfølgelig også, at vi med en dårlig stime i starten af turneringen kan blive tvunget til at gå ud og investere i forstærkninger

Det er jo en helt håbløs måde at gribe tingene an på. Man kan jo risikere at smide en sæson på gulvet, og europæisk kvalifikation pga. den tankegang. Forstærkningerne får ingen tid til at falde til, og lære systemet at kende på.

Alt skal åbenbart virke panisk i Brøndby. Der er simpelthen ingen logik i det, og ved at hente forstærkninger sent, så giver man bare Henrik Jensen endnu sværere arbejdsbetingelser.

Træneren.
et bud på en kommende BIF træner?

Endnu et stort problem er for mig at se Henrik Jensen. Sjældent har jeg set en træner med så opgivende en attitude som han har. Det virker ikke til at han er god til mandskabspleje, og han har slet ikke formået at sætte sit præg på Brøndby med et koncept.

Brøndby burde spille under hvad man kender dem for. Kreativt spil, med massere af bevægelighed, og frihed offensivt. Defensivt er det hurtigt genpres, og en høj forsvars linje på hjemmebane, så man kan være dominerende og i massiv boldbesiddelse.

Jeg ved ikke om det er det han har prøvet at indføre, men hvis det er så burde han være fyret for længst. For det er i mine øjne tæt på det modsatte jeg har været vidne til i det sidste halvandet år. Jeg mindes ikke at have set et Brøndby hold der virker så sløvt, og opgivende som det der spiller nu, hvilket udelukkende er trænerens skyld. Det er hans job at sætte spillerne op, give dem et koncept de er trygge ved, og få det bedste ud af dem. Den opgave har han slet ikke magtet, og ja

Jeg kan ærlig talt ikke se hvad Henrik Jensen bidrager med af positive ting, og for mig at se er han en assistent træner der aldrig burde være blevet cheftræner for en Superliga klub.

Brøndby har brug for en træner der ikke nødvendigvis er lokal, men har samme filosofi som Brøndby havde før i tiden, så man kan få det tilbage. Dvs vægt på spillere af egen avl, kombineret med store profiler. Det skal være slut med den bløde mellemvare, for det er i mine øjne det der har været med til at ødelægge det.

Spillemæssigt skal de også finde tilbage til de gamle dyder. Det er vigtigt for en klub efterhånden at have et koncept at læne sig op ad, og det var virkelig imponerende det høje internationale snit Brøndby havde i 90'erne op til midten af 00'erne. Dog synes jeg man mistede sin identitet med ansættelsen af Rene Meulensteen. og har siden da ikke kunnet genfinde den.

Personligt kunne jeg godt tænke mig at se Erik Rasmussen som Brøndby træner. I Brøndby vil han kunne få materiale til hans meget underholdende spillestil. Jeg må ærligt indrømme at nogen stor Erik Rasmussen fan bliver jeg aldrig, men jeg kunne godt forestille mig hans mandskabspleje, og koncept ville være noget Brøndby kunne have godt af. Derudover ville jeg ansætte en defensiv guru som assistent, og hvis man kunne få et trænerteam bestående af Lars Olsen, og Erik Rasmussen, så ville det være fantastisk i mine øjne.

Lidt urealistisk da begge er tidligere cheftrænere, og populære trænere, men omvendt så har de begge to også store Brøndby hjerter.

Truppen.

Er MKD stadig en del af BIF d.1 sep?
Det er svært at vurdere truppen, fordi det er tydeligt at den spiller ikke op til hvad den burde. Jeg synes ikke der er mange lyspunkter i Brøndbys trup, som det ser ud nu, og jeg synes nu vil være det rigtige tidspunkt at begynde den helt store oprydning. Ud med de gamle løntunge spillere, og dem der gerne vil væk. Jeg ved godt det vil gøre ondt at se spillere som Michael Krohn-Dehli, Mikael Nilsson, og evt. også Stephan Andersen forsvinde, men personligt så synes jeg det er vigtigt at have spillere der udstråler energi, og lyst til at spille for klubben, i stedet for at have travlt med at udtale sig om klubskifter hver anden dag i perioden maj-august.

Hvis de vil væk, så få dem solgt nu, og begynd at byg en ny stamme op. Det er en virus at have spillere i truppen, der egentlig ikke har hjertet med sig på banen. Selvom Michael Krohn-Dehli stadig er Brøndbys klart bedste spiller, så synes jeg altså han har mistet lidt i sit niveau, og jeg synes ikke han i de første par kampe har udstrålet særlig meget spilleglæde, som man er vant til.

Der skal findes en ny måde at handle spillere på, for tiden med Kasi har virkelig haft konsekvenser på spillertruppen. Man har haft hentet et hav af middelmådige spillere, i stedet for at man som før i tiden havde en masse spillere af egen avl, kombineret med store profiler.

Nu er jeg selvfølgelig ikke træner, og kan ikke se spillerne dagligt til træning, så jeg skal ikke kunne sige om det blot er i kampene de virker ugidelige, eller om det generelt er deres mentalitet, men for mig at se skal der spillere med en helt anden indstilling ind, end den som de fleste spillere har.

Havde jeg været træner i Brøndby så havde jeg i hvert fald solgt stort ud af spillertruppen, og erstattet dem med spillere af egen avl, og brugt pengene fra transferindtægter, på at hente en 4-5 profiler ind, som vil kunne hæve niveauet betydeligt som f.eks Mikkel Thygesen, som jeg er sikker på nok skal blive en kæmpe gevinst.

Problemet i Brøndbys trup er for mig at se mentaliteten, og at den spillemæssige kvalitet er alt alt for lav hos alt for mange spillere. De er simpelthen ikke gode nok til at spille i det tempo man er vant til i Brøndby.

Hjemmebane kompleks

Ja hvem skulle have troet det. Brøndby der før i tiden var vant til ikke at smide point i mere end 2-3 hjemmekampe pr. sæson havde i sidste sæson en hjemmebane statestik på 6-8-3. De var ligeså "gode" ude som hjemme. Det er altså fatalt når man har hvad der i mine øjne er Danmarks bedste hjemmebane. Derudover var de også dårligere end Silkeborg på hjemmebane.

Det kan godt være det bare er mig der er nostalgisk, men jeg var altid dybt imponeret når jeg så Brøndby på hjemmebane. Det tempo, den agressivitet, og det teknisk høje niveau. Det er vel nok noget af det mest underholdende jeg har set et dansk hold levere, og det gjorde de hver uge.

Modstanderne skabte næsten ingen chancer pga. den store agressivitet der var i genpresset.

Når man ser Brøndby spille på hjemmebane i dag, så er det langt fra det niveau man så før i tiden. Der er ingen agressivitet, og intet tempo i spillet. Før i tiden satte man sig tungt på spillet, og det gav automatisk respekt fra modstanderholdet. Nu tager hold til Brøndby med stor tro på at man kan hente point med hjem, og det er slet ikke så skræmmende at spille der mere.

Det har intet med Brøndbys tilskuerne at gøre for de er stadig Danmarks vel nok bedste hjemmepublikum, men derimod noget med mentaliteten at gøre. Brøndby fik før i tiden altid sat et utrolig højt tempo, med en høj forsvarskæde, der gjorde at man var i boldbesiddelse i store dele af kampen. Det i sig selv er ikke så imponerende, men man skabte også altid et hav af chancer, og det var svært at spille imod Brøndby. Man kunne ikke pakke sig i 90 minutter, men samtidig så gjorde Brøndbys høje pres det umuligt at kunne kontrollere spillet bare lidt.

Brøndby får kort sagt ikke udnyttet deres fantastiske hjemmebanefordel nok, og det er de simpelthen nød til, hvis de vil indfri deres høje ambitioner.

Konklusion.

Løsningen på Brøndbys problem er svært. Mange skriger blot på en angriber, og ja det er selvfølgelig et stort problem at man ikke har en mand der kan score mål, men for mig at se er problemet langt større end en goalgetter.

Jeg synes faktisk det er imponerende at en klub som Brøndby kan blive kørt så drastisk i sænk, som den er ved at blive. Truppen bliver smallere, og smallere, der er stadig problemer på de indre linjer, og man har generelt ikke en solid fremtidsplan som man kan se logik i. Der er usikkerhed omkring nøglespillerne, og man har en træner der virker uden idéer.

Det er imponerende fordi at det trods alt er en af Danmarks største fodboldklubber, har en fantastisk ungdomsafdeling, og har som sagt en af Danmarks bedste fangrupper. Kort sagt har de alle muligheder for at blive en storklub. Det kræver bare den rigtige strategi på de indre linjer, og indstilling fra spillerne.

Min løsningsmodel ville være noget lignende det her.

Udskifte træner med Erik Rasmussen pga. Mandskabspleje + offensive spillekoncept. Ansæt derudover defensiv guru som assistent træner. (evt trænerteam med Lars Olsen, og Erik Rasmussen på lige fod ville være idéelt)

Få skiftet stort ud i spillertruppen. Ud med folk der har aftjent "værnepligt", og ikke ser sig selv i klubben i lang tid, så man kan få nogle gode penge for dem til genopbygningen. Få hevet en masse unge spillere op i A truppen, og tag en middelmådig sæson, hvor de unge spillere kan få erfaring, og spille frit til.  Derudover så henter man selvfølgelig få men store profiler over de næste 3 transfervinduer.

Giv ledelsen på de indre linjer mundkurv på. I hvert fald hvad angår ambitiøse udtalelser. Det er simpelthen så useriøst, og er kun med til at skade klubben.

Sidst men ikke mindst skal man vende tilbage til de gamle Brøndby dyder. Både spillemæssigt, og i baglandet.

For mig at se er det den bedste LANGSIGTEDE løsning. Man kan selvfølgelig prøve at købe en masse lotteri sedler fra eksotiske ligaer, og blive ved med at kæmpe med om bronzemedaljerne, men det synes jeg bare vi har set rigeligt over de sidste år. Jeg savner et koncept man stoler på ledelsesmæssigt, og jeg savner at man tør vise noget selverkendelse.

Ellers kan der godt gå mange år før vi ser Brøndby, som en trussel i topstriden igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar