søndag den 10. juli 2011

Superliga Optakt: FC Nordsjælland

Jeg vil i kommende 2 uger op til Superligaens sæsonstart poste blogs omkring samtlige hold i ligaen, hvor jeg vil komme ind på alt fra vurdering af spillertruppen, til ledelsesmæssige problemstillinger, og selvfølgelig komme med et bud på hvordan jeg tror de første 6 måneder af sæsonen vil gå.

Rækkefølgen af optakts blogs kommer til at være fuldstændig tilfældig, og er ikke baseret på andet end hvad jeg har lyst til at skrive om.

Det tredje hold i rækken er FC Nordsjælland. Wieghorst tropper, var en del af nedrykningskampen ind til få runder før slutningen af sæsonen, og der er i mine øjne rigtig mange spændende spørgsmål at stille omkring den nuværende FCN trup. Det største spørgsmål er dog hvordan det vil påvirke dem at Morten Wieghorst har sagt farvel til superligaen, og goddag til U21 landsholdet.



2010 / 2011

Det forgangne år, må siges at være et positivt et af slagsen for FCN. Man vandt pokalfinalen for andet år i træk, sikrede overlevelse i Superligaen, og med lidt mere held i sprøjten havde man leveret et kæmpe upset i Europa League mod Sporting Lissabon, hvor man leverede en hæderlig indsats set over to kampe, men røg ud samlet 3-1.

Ikke dårligt af en klub af FC Nordsjællands kaliber, og jeg tror det bliver svært at leve op til sidste års præstationer.

I og med mange hold var på niveau med hinanden sidste år, og Superligaen var så tæt som den var, var der rigtig mange ustabile hold. Her var FC Nordsjælland et af dem. Det er dog ikke noget nyt, da de altid har været kendt som et hold, som på dagen kan spille op med de bedste i rækken, men samtidig også har det med at falde helt sammen. Dette bunder naturligvis i deres koncept der bygger på unge spillere, de samler op rundt omkring, og integrere på fantastisk vis i førsteholdstruppen.

Spillemæssigt er de også en fornøjelse at se på, med deres hurtige teknikere, og filosofi om hurtige omstillinger, og meget direkte spil, vil de altid være farlige på den sidste tredjedel af banen.

FCN havde dog to massive problemer i sidste sæson. De havde rækkens næstdårligste forsvar, og lukkede 50 mål ind (9 mere end sæsonen før), og scorede blot 38 mål, hvilket er det laveste antal mål FCN har scoret på en sæson siden 04/05 sæsonen hvor det blot blev til 36 scoringer.

Der er altså nok at tage fat på for Morten Wieghorst afløser, og tidligere assistent Kasper Hjulmand, for jeg må indrømme at det er hårde vilkår at arbejde under. Dog er det en klar fordel at Kasper Hjulmand kender truppen godt, og har samme filosofi som Morten Wieghorst, hvilket jeg tror vil komme ham til gode.

For som jeg ser det, så virker FCN's koncept godt som det er. Der er altid plads til forbedringer, men hvorfor ændre markant på noget som virker?

Truppen
Ind: Mikkel Beckmann
Ud: Bryan Oviedo, Emil Lyng, Morten Nordstrand(alle endt leje), Daniel Jensen, Patrice Bernier.
Beckmann bliver præsenteret i FCN

et virkelig stille transfervindue for FCN indtil videre, og man fristes til at tro, at de regner med der først er sæsonopstart i september. Jeg ved godt at transfervinduet først lukker d.31 August, men derfor burde klubberne stadig ikke mangle mere end 1-2 handler inden August måned, og som jeg ser det har FCN et par store huller der skal udfyldes. Man har trods alt EL at tænke på, og forhåbentlig har man da ambitioner end til blot at ryge ud efter første kval. runde.

Ankermanden hos FCN er Jesper Hansen, som det har været i nogle år efterhånden. Han er en målmand der udvikler sig hele tiden, og jeg er gået fra at sige at han aldrig bliver nogen god målmand, til faktisk at indrømme at han er en ganske habil en af slagsen. Han er ikke specielt flashy, og selvom han lukkede 50 mål ind i sidste sæson, så synes jeg alligevel ikke det er her FCN har et stort problem.

Forsvaret er tilgengæld noget man bør kigge efter i sømmene. Efter at Oviedo drog tilbage på FCK i sommerpausen, er man helt uden venstrebacks, så det skal man naturligvis finde, og gerne to af slagsen. Ligesom mange andre Superliga klubber har de brug for mere bredde, så man ikke er sårbar overfor skader, og er nød til at bruge spillere ude af position.

I midterforsvaret ser det ud til (dømt ud fra de seneste træningskampe), at Kasper Hjulmand foretrækker Bjelland, og Parkhurst, og det har jeg ingen kritik af. Det er på papiret to rigtig dygtige forsvarsspillere, og dem skal de være glade for at de har. Til at supplere med har de unge talenter som Jacob Egeris, og Jores Okore som spillede fast i det meste af foråret. Man kunne altid ønske bedre, men det ville være dobbeltmoralsk af mig at sige man skal ud og finde bedre breddespillere, når jeg samtidig roser FCN for at være fantastiske til at udvikle spillere.

Derfor synes jeg at man skal nøjes med de centerforsvarsspillere man har, da det vil være værdifuldt for dem at lære bag Bjelland, og Parkhurst. Både Okore, og Egeris er spændende talenter, og kan sagtens blive gode Superliga spillere.

Højrebacken sidder den nærmest fredede Henrik Kildentoft på, og jeg ser ham som en meget svingende spiller, som sagtens kan erstattes. Jeg tvivler dog på det vil ske, men om ikke andet så burde man hente en spiller der kan putte noget pres på ham. Da han spillede i Brøndby regnede jeg med han ville blive en rigtig dygtig spiller, da han har en masse redskaber, men jeg synes ikke han har formået at få det maksimale ud af sit talent.

Den centrale midtbane bar også en stor del af skylden for de mange mål der blev lukket ind. Når man spiller 4-3-3 er det meget vigtigt at man har en, og helst også 2 defensive midtbaner når man er uden bold, som kan bakke op, og konstant være over modstanderens boldholdere når de nærmer sig deres banehalvdel.

Grunden til det er at når man spiller 4-3-3, meget ofte spiller med meget højt stillede backs, og det efterlader naturligvis massere af plads til modstanderen. Derfor er det vigtigt at man har nogle bossy midtbanespillere, der kan gøre det sure arbejde, for selvom det ikke er flashy det de gør(bare spørg Christian Poulsen), så er det pisse nødvendigt når man spiller med det koncept.

Når det var et sidespring. Pointen med ovenstående var at pga. Nikolai Stokholm, og Bernier har været evigt skadede, så har midtbane manglet stabilitet, og man har været nødt til at bruge Michael Parkhurst flere kampe i sæsonen på midtbanen.

Nikolai Stokholm ser dog endelig ud til at være klar igen, men Bernier har forladt klubben. Enoch Adu virker til at være en spændende midtbanespiller, og sammen med Matti Lund Nielsen kan de 3 sagtens danne en fornuftig trio.
Christian Gytkjær

Kigger man så på reserverne til dem, så har man kun Søren Christensen, som naturligt midtbanespiller. Det er overhovedet ikke optimalt, ikke at have i hvert fald en ekstra reserve, da det vil være et stort tab for forsvaret ikke at have Michael Parkhurst. Derfor er man simpelthen nødt til at hente minimum en til central midtbanespiller, og gerne også to, da Stokholms skadeshistorik ikke ligefrem er pæn.

Man kan tilgengæld godt se hvor FCNs styrke ligger. Det kreative fremadrettede spil. Matti Lund som i mine øjne var en af de helt store oplevelser i foråret, i 10'er rollen. Derudover har man på kanterne to spillere jeg forventer kommer til at splitte mange forsvar ad i denne sæson, i Andreas Laudrup, og Tobias Mikkelsen.

Jeg må indrømme jeg altid har haft en fidus til de to, da de er virkelig teknisk dygtige, og det får de lov til at vise med den frihed de får i FCN. Derudover har man også fået Mikkel Beckmann fra Randers, til at kæmpe om de 3 forrester pladser, hvor man i forvejen har Rawez Lawan, som kan dække flere pladser.

Deres spidsangribere er Christian Gytkjær, og Andreas Granskov, som skuffede fælt i sidste sæson ved sammenlagt kun at lave 6 mål. Man har dog meget stor tiltro til de to unge angribere, og det er da også fristende at give dem en lang snor, da man har været god til at producere topangribere de seneste år i FCN.

Et eller andet sted tror jeg også at en af dem nok skal slå igennem i år, fordi de er begge to store talenter, men spørgsmålet er bare om man virkelig tør at lade så tungt et ansvar hvile på to unge angribere der ikke havde en specielt god sæson sidste år? Jeg ville i hvert fald ikke turde løbe risikoen, for endnu en sæson med et rekordlavt antal mål scoret, og derfor vil jeg anbefale at man henter en angriber med mål i støvlerne.

Ledelse
Sportschef Jan Laursen

Jeg har et meget ambivalent forhold til FCNs ledelse. Jeg er imponeret over deres rekrutteringer, både af trænere, og unge spillere. De rammer plet utrolig mange gange, og Wieghorst har formået at få utrolig meget talent ud af utrolig få midler.

Dog må jeg indrømme at man gerne skal udvikle sig på længere sigt, når man har denne strategi. Se f.eks på FCM, der formår at investere pengene fra spillersalg rigtig fornuftigt, og jeg mangler at se nogle resultater på de penge FCN har fået fra spillersalg. Det er charmerende at være udviklingsklub, og leve af unge spillere, men hvis man ikke formår at investere de penge man får ved spillersalg ordenligt, så er det spildt.

For hvor længe kan det gå godt at satse på spillere der lige har forladt teenage alderen, i en Superliga der udvikler sig konstant, og hele tiden. Selv Lyngby har indset at man må have rutinerede kræfter for at kunne stille et slagkraftigt mandskab, og uden at kende tallene præcist, så kan deres økonomi ikke være meget bedre end FCNs.

Jeg synes også det er for dårligt man på nuværende tidspunkt har sagt farvel til 4 nøglespillere, men kun har sagt goddag til en spiller der kan gå direkte ind i startopstillingen. Vi er mindre end en uge fra sæsonopstarten, og så store tab i så smal en trup som FCNs kan hurtigt koste meget dyrebare point.

Derfor skal der altså strammes op, og handles i et hurtigere tempo end det vi ser nu, for det gør altså en forskel om du henter spillerne nu, eller d.31 august. Det kan potentielt være mange kampe, og EL der er tabt hvis man ikke får handlet ind snart. De nye spillere skal jo også have en chance for at falde til inden man kan forvente at de levere på højeste niveau.

Træner / Filosofi
Kasper Hjulmand

Jeg har altid godt kunne lide Kasper Hjulmand. Han har sgu altid et smil på læben, og er for det meste altid positiv. Jeg tror han er vildt dygtig til mandskabspleje, og derfor er han også den perfekte træner for et ung mandskab som FCNs.

Det er ingen hemmelighed at unge spillere har brug for tillid, og nogen at læne sig op af når det ikke går som det skal. Det er mentalt meget hårdt at være professionel fodboldspiller, og derfor er det vigtigt at for især unge spillere, at man får opbakning fra træneren, også når det går dårligt.

Derudover står han for en offensiv spillestil, som man kender det fra Wieghorst tiden, så derfor vil der ikke blive pillet ved særlig meget, og jeg tror ærlig talt han bliver et rigtig godt bekendtskab i Superligaen. Jeg håber i hvert fald det bedste for ham, for jeg er helt vild med hans filosofi, måde at håndtere medierne på, og så synes jeg vi mangler flere trænere der tør spille fodbold på et højt teknisk niveau i dansk fodbold.

Det tør FCN, og det tør Hjulmand. Det er forfriskende, og FCN er et af de hold man faktisk kan holde ud at se på i den danske liga, fordi de jævnligt formår at underholde os neutrale seere. Ikke så meget fordi de tit er involveret i kampe med mange mål, men mere fordi de står for teknisk flot fodbold, og har en masse unge offensive spillere der får en masse frihed til at vise hvad de kan, og det gør dem uforudsigelige i deres spil.

Jeg er fuld af beundring for at man kan få så unge spillere til at levere på så højt et niveau, som FCN mange gange hver sæson gør det. Det er altså ikke altid lige til, fordi mange unge spillere ikke har samme stabillitet i sit spil, som de mere rutinerede spillere har. FCN formår at spille på deres unge talenters styrke, nemlig fart, og kreativitet hvilket er med til at gøre dem så succesrige som de har været de sidste mange år i superligaen.

For jeg er slet ikke i tvivl om at man skal ikke coache et hold som FCN meget forkert, før man ender som stensikker nedrykker, fordi at være træner for et ungt hold på senior niveau må betegnes som noget af det sværeste man kan komme ud for.

Afrunding / Hvad skal de gøre

Jeg tror at FCN vil være et finde i nedrykningskampen igen i år. Superligaen er tæt, og jeg tror at vi ligesom i år vil se en stor del af midterfeltet være med i kampen om bundplaceringerne helt frem til de sidste runder.

Et eller andet siger mig dog at de nok skal få klaret sig, og jeg tror også de vil få en ligeså god sæson som denne her. Det afhænger dog virkelig af at de får skaffet sig en del forstærkninger. Det går altså ikke at man som Superliga klub går et trin baglæns trupmæssigt, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at overleve, og lige pt. er FCNs trup dårligere end den var sidste sæson.

Man skal i mine øjne sikre sig nogle backs, 1-2 centrale midtbanespillere, og en angriber før man har en rigtig bred trup, der er klar til Superliga, EL, og pokalturneringen som de skal forsøge at vinde for 3. år i træk.

Jeg regner ikke med de henter mere en 2-3 spillere maks, og så må man se hvor langt det rækker. Jeg synes ikke det er optimalt, men der er vel nok også en grund til det ikke er mig der rejser rundt, og leger sportschef for topklubberne i landet.

Målet må hedde overlevelse, en hæderlig indsats i EL, og at forsvare pokaltitlen med næb og klør. Som det ser ud nu tror jeg kun de klare det første mål, for jeg ser slet ikke klubben stærk nok til EL kval. lige nu. Pokalturneringen bliver også svær at genvinde for 3. år i træk, og jeg tror ikke chancerne for det er særlig store, også selvom man skulle få forstærket sig med en 4-5 spillere i det her transfervindue. Jeg synes ikke kvaliteten er god nok til en top placering i ligaen, og derfor regner jeg heller ikke med de går hele vejen i pokalen.

Jeg regner med vi fortsat vil se FCN være et hold med ufattelig højt topniveau, men også utrolig lavt bundniveau. For sådan er det bare når man har en ung trup, og spiller offensivt fodbold, så leverer man tit svingende resultater, men jeg tror ikke alternativet kunne være bedre for FCN, og jeg synes som sagt de får det maksimale ud af deres potentiale.

Jeg vil altid holde med danske hold der spiller offensivt, da det er et utrolig frisk pust til en liga hvor det tekniske niveau er utrolig lavt, og hvor der er alt for mange gabende kedelige kampe. Derfor håber jeg også FCN overrasker os positivt i den kommende sæson, selvom jeg har svært ved at se det ske.

Bud på position ved vinterpausen: 9

3 down 9 to go. Hvad synes i om vurderingen af FCN? Enige, eller uenige? Ram kommentarene, og del jeres mening.

I kan desuden "synes godt om" på Facebook, støtte bloggen, og samtidig blive opdateret hver gang der bliver posted et nyt indlæg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar