onsdag den 13. juli 2011

The Reds Are Coming

Det har kriblet i mig for at få lov til at skrive denne her blog. Jeg er altid, og vil altid være en person der ser objektivt, og skeptisk på tingene. Jeg har det med at analysere tingene grundigt, og prøver altid at se tingene fra en neutrals synspunkt.

Jeg har i de sidste uger set Liverpools handler, og ambitioner blive kritiseret på diverse forums, af tilhængere fra andre klubber. Enten var handlerne ikke ambitiøse nok, ellers var de for dyre.

Handlerne er mere ambitiøse end Liverpool har vist sig at være de sidste +20 år, og de handler der er lavet er ikke flashy, men det er nøjagtigt de spillere holdet har brug for, som er blevet hentet.

Derfor vil jeg komme med mit syn på Liverpools handler i denne blog.

Carroll Handlen


Andy Carroll blev hentet til Liverpool for omkring £35 Mio pund, som erstatning for Torres som blev solgt for £50 Mio pund.

Først og fremmest. Ja £35 Mio pund var meget, men var det en god handel? Hell yeah! "Jamen han har jo ikke bevist noget endnu på topniveau" er der sikkert mange der tænker. Nej det er rigtigt nok, andet end et rigtig godt efterår for Newcastle, så har han ikke rigtigt bevist noget.

Han var dog allerede i Januar en meget eftertragtet herre, og angiveligt var Spurs bl.a. inde med et bud på £25 Mio pund, som blev afvist inden Liverpool forhørte sig.

Det her er et gæt, men i mine øjne et meget kvalificeret gæt på hvordan situationen så ud hos Liverpools ledelse, som i mine øjne udleder til et svar der er en no brainer.

Liverpool mister Torres, det ved de, og de skal bruge en afløser. De har Andy Carroll, som absolut 1. prioritet. De ved at Tottenham har fået afvist et bud på £25 Mio, for ham så de skal i hvert fald byde mere for at få ham. Carroll blev allerede på det tidspunkt rated som et af de største angrebstalenter, og havde fået debut på det engelske landshold. Liverpool kan så vælge at slå til nu, betale det Newcastle vil have, og få deres erstatning(og 1. prioritet) nu. Eller man kan vente passivt, og måske risikere han tiltrækker endnu større opmærksomhed til sommer.

Vil du betale £10 Mio overpris for at få din 1. prioritet på plads, når du ved du ikke vil kunne konkurrere med dine rivaler hvis de får interesse for spilleren? Liverpool vidste jo godt at chancen for europæisk fodbold var minimal, og at det ville gøre klubben mindre attraktiv end hvis mange andre fra Europas top ville byde sig ind, og prisen ville ikke blive mindre end £35 Mio alligevel. Newcastle havde sat sin pris, og den ville ikke falde uanset hvad.

Ergo ville de ALDRIG kunne have fået ham billigere, men med Torres salget havde man pengene, man havde sin drømmeangriber inden for rækkevidde. Hvorfor skulle man lade chancen passere? Ville det ikke være uambitiøst? Hvorfor skulle man overhovedet vente?

Hvis Andy Carroll viser sig at have ligeså stor betydning for Liverpool som Wayne Rooney har for Manchester United, så kan jeg godt leve med at Liverpool gav £10-15 Mio mere end hvad almindelige dødelige vurdere ham til at være værd.

For mig er det et logisk, og ambitiøst køb, og slet ikke et panik køb som mange får det til at lyde til at være. Overpris? En smule måske, men jeg må indrømme jeg vil hellere have min klub går 100% efter deres targets, så vi får den bedst mulige trup, end at de er så passive at det ender med at vi ikke køber nogen som helst. Sådan tror jeg ALLE fans har det, i ALLE klubber.

Tænk bare hvis Alex Ferguson ikke havde købt Wayne Rooney, bare fordi medierne mente det var ALT for meget for en 18 årig spiller, så havde United ikke fået den mest indflydelsesrige spiller på deres hold de sidste par år, og sandsynligvis i mange år frem.

Hvad har han så vist indtil videre? Jamen han har vist det vi ved han er. Han er en stor angriber, der er en KÆMPE trussel i luften, og han har faktisk en pæn speed i benene, og så sparker han som en okse. Når det så er sagt så er han ikke flashy, og sætter ikke mænd af på stribe. Derfor er han dybt afhængig af indlæg, og kreative spillere der kan sætte ham i scene da han ikke selv har teknikken til det. Det led han meget under af i de få kampe han fik for Liverpool, hvor man ikke havde særlig meget kreativitet på midtbanen, og derfor fik han tit bare bolden i hovedet, som han så skulle arbejde med.

Jeg ved godt det er underligt, men sådan en type er han ikke. Han er i hvert fald langt fra den bedste target man til at hente lange bolde ned, holde på den, og sætte de andre offensive spillere i scene. Han er bedst når han kan lure i, eller lige omkring boksen og så slå til når når muligheden byder sig.

Derfor har de hentet følgende spillere.

Jordan Henderson

Hvorfor er det folk er så uforstående over at han er ca £16 Mio pund værd? Det fatter jeg absolut intet af. Han er en super kreativ midtbane spiller, med massere af erfaring, og har været en af Sunderlands bedste spillere de sidste 2 sæsoner. Mange af Sunderlands fans så ham som en spiller de skulle bygge holdet op om. Han er en fantastisk playmaker, som er garanti for massere af assists. Han slår nogle fantastiske indlæg, har et godt blik for spillet, og så er han kun lige fyldt 21 år. Kan både spille højrekant, og centralt, hvilket gør det endnu bedre, da Liverpool mangler kantspillere med kvalitet.

På længere sigt kan han så få lov til at folde sig ud på sin favoritplads inde på midten, når Gerrard lægger støvlerne på hylden.

Nå ja, og så er han fast mand på det engelske U21 landshold. Så når man samler alle facts, hvordan kan folk nogensinde sætte spørgsmålstegn ved prisen?

Charlie Adam

En spiller jeg personligt har set frem til skulle blive købt af Liverpool. Han er en playmaker der spiller på et meget højt niveau, selvom han spillede for Blackpool. Fantastisk sparketeknik, og for mig er han lige hvad vi mangler. Han minder på så mange punkter om Xabi Alonso at det nærmest er helt uhyggeligt, og er nok det tætteste vi kan komme på sådan en spiller i PL, som Liverpool kunne få fat på.

Han skal nok blive en fan favorit, det vil jeg gerne garantere på forhånd.

Stewart Downing


Jeg tillader mig at fejre indkøbet allerede, da prisen for ham er aftalt mellem Villa, og Liverpool. Jeg må indrømme jeg altid havde håbet på Mata, over Downing, men jeg er langsomt begyndt at se fordelene ved Downing.

Her får vi muligvis en af de bedste venstrekanter til at slå indlæg, i europa. Han er en klassisk wing der slår rigtig gode indlæg, og mange af dem. Meget direkte, og ikke særlig flashy, og derfor også af mange undervurderet. Er det ikke den perfekte spiller at smide ud på venstrekanten når man har et fyrtårn i feltet?

Mata er mere flashy, trækker mere indad i banen, og selvom jeg er stor fan af det, så kan jeg faktisk bedre se ideen i Downing, og det er tydeligt at der er en rød tråd i Liverpools handler, og at de spillere der bliver hentet, kommer til fordi de skal bruges på en helt bestemt måde.

Derudover. Det kan godt være han ikke er £19 Mio værd, som det siges at Liverpool har købt ham for, men det er tæt på. Han var en middelmådig spiller da han spillede i Middlesborough, og i sidste sæson havde han sin bedste sæson i PL, hvor han blev kåret til årets spiller i Aston Villa. Han fylder 27 år, så han har stadig sin bedste alder foran sig.

Aston Villa købte ham for £12 Mio i 2009. I den tid har han udviklet sig meget, og han er ikke blevet mindre værd. Derfor kan han aldrig være mindre end £12 Mio værd, så derfor synes jeg det er hårdt at sige at man køber ham til overpris, da den overpris må være begrænset til maks £4-5 Mio, hvilket jo er ingenting i moderne fodbold for ens 1. prioritet.

Konklusion af handlerne


Fælles for dem alle er nemlig at de er pisse dygtige med bolden, de er playmakers og er chanceskabene. Netop disse kvaliteter vil være med til at gøre at man kan få det maksimale ud af Carroll.

Når jeg tænker tilbage på de sidste 3 sæsoner har Liverpools helt store problem været at få åbnet kompakte forsvar, og skabe chancer, som f.eks andre hold i PL har nemt ved. Ja Liverpool har vel nærmest været blandt de dårligste hold til at skabe chancer på udebane, af de store hold.

Det er der blevet gjort noget ved nu. Nu har man købt teknisk dygtige spillere, hvis varemærke er at skabe chancer. Samtidig er de briter, og derfor ved man også at de ikke har brug for en lang tilvænningsperiode, som man så med f.eks Aquilani, som endnu ikke har slået igennem.

De er ikke stjernenavne nej, men alle der følger PL ved hvad de står for, og de er nøjagtig hvad Liverpool har brug for. Liverpool har fået 3 af deres største prioriteter på samme sommer, og jeg kan ærlig talt ikke huske hvornår det sidst er sket.

Det bedste af det hele er at Liverpool med garanti ikke er færdige med at handle ind endnu. Jeg forventer at vi kommer til at se en venstre back indenfor kort tid, og måske en angriber, hvis man kan finde en til den rigtige pris.

Jeg regner dog ikke med at man henter en central forsvarspiller. Der er allerede 4 seniorspillere til den plads, og så har man både det unge stortalent Danny Wilson, og Martin Kelly(ja han er faktisk oprigtig central forsvarsspiller) til at tage over, hvis det skulle gå helt galt.

Afrundning

Alle hold forstærker sig pt, og det er umuligt at sige om Liverpools forstærkninger er nok. Set udefra har man dog for første gang i mange år gået målrettet efter at forstærke truppen markant, og man har haft en rød tråd med sine handler. Det alene er utrolig positivt set fra en Liverpool fans synspunkt.

Liverpool viser med disse handler ambitioner, for det kan godt være de ikke er stjernenavne lige nu, men alle der går op i engelsk fodbold har lagt mærke til dem, og ved hvem de er. De var alle nøglespillere på deres tidligere hold, og nu får de så chancen for at bevise sig på et tophold.

En ting er helt sikker. Folk skal ikke undervurdere Liverpool, for lige nu ser de stærkere ud end de har gjort i mange år. I mine øjne er Liverpool ligeså stærke nu, som de var i 08/09 hvor de blev nr. 2 med 86 point.

Objektivt set, så regner jeg dog ikke med at Liverpool vinder mesterskabet. Jeg håber selvfølgelig på det, men top 4 er målet, og det er jeg meget overbevist om at de nok skal klare.


Hvordan synes du Liverpools sommerhandler har været? Tror du at de vil komme i top 4, eller vil Dalglish tropper floppe fælt, og slutte udenfor CL pladserne? Skriv jeres mening i kommentar feltet.


Kunne du lide det du læste? Så støt op om bloggen, og bliv fan på Facebook, og du vil blive opdateret så snart der er et nyt indlæg på siden.

1 kommentar: