lørdag den 9. juli 2011

Superliga Optakt: AGF

Jeg vil i kommende 2 uger op til Superligaens sæsonstart poste blogs omkring samtlige hold i ligaen, hvor jeg vil komme ind på alt fra vurdering af spillertruppen, til ledelsesmæssige problemstillinger, og selvfølgelig komme med et bud på hvordan jeg tror de første 6 måneder af sæsonen vil gå.

Rækkefølgen af optakts blogs kommer til at være fuldstændig tilfældig, og er ikke baseret på andet end hvad jeg har lyst til at skrive om.

Det andet hold jeg har valgt at skrive om er AGF. De ambitiøse jyder, er endnu engang at finde i landets bedste række, og er altid god for underholdning, og store armbevægelser. Derfor er de altid et spændende bekendtskab, og jeg er personligt glad for at de er tilbage i det fine selskab.



2010/2011

Der var ikke den store slinger i valsen i det forgangne år for AGF. Oprykning var målet, og det blev nået uden de store problemer. Man vandt rækken i sikker stil, med 20 point ned til Vejle på 3. pladsen, og havde rækkens bedste angreb, og forsvar. Den nye træner Peter Sørensen, fik også en sæson til at se sin trup an, hvilket kan vise sig at være meget værdifuldt, når man tænker på hvor kort sommerpausen er.

Det er svært at vurdere ud fra sidste sæsons resultater hvor man har AGF, for selvom de kørte de fleste modstandere over, og var i en klasse for sig, så er der alligevel forskel på at møde hold som FC Fyn, Hobro, Viborg, sammenlignet med dem der er i Superligaen.

Når det så er sagt, så synes jeg at AGF har langt bedre forudsætninger for at klare skærene i år, end sidst man var i Superligaen. Man kom fra en sæson i Superligaen i forrige sæson, hvor man var helt oppe i toppen i starten af sæsonen, og styrtdykkede så med raketfart mod bunden af rækken. Der var ingen former for stabillitet, og selvtilliden blev suget ud af truppen.

Man valgte at holde på store dele af truppen da man rykkede ned, pånær løntunge spillere som Jakob Poulsen, og Benny Feilhaber, og det må man gå ud fra er med til at gøre AGF truppen mere sammentømret end set tidligere. Samtidig har man i Peter Sørensen en træner der er bare disciplineret i sin stil, og selvom man har store ambitioner i AGF, så er det også vigtigt at man lærer af sine fejl, og derfor SKAL 1. prioritering være overlevelse. Alt andet vil blot være en bonus.

Derfor vil det være godt at man har Peter Sørensen, der uden tvivl vil undlade at lade sig rive med, hvis AGF skulle få en positiv start, og stadig holde fokus mod målsætningen om overlevelse, så vi ikke ser et scenarie, som det der skete for 2 år siden.


Truppen

Ind: Emil Ousager, Atle Roar Håland
Ud: Anders Rasmussen, Frederik Krabbe, Dan Thomassen

Et usædvanligt stille transfervindue for AGF indtil videre, hvor man indtil videre ikke har hente forstærkninger, men blot en afløser for Dan Thomassen i midterforsvaret, og en afløser for reservemålmand Anders Rasmussen. Det vil være noget usædvanligt hvis ikke trupplen vil blive suppleret med et par spillere, så man føler sig sikker på at truppen er bred nok, til en lang sæson i Superligaen.

Topscorer Peter Graulund
Målmandsposten har man klubmanden Steffen Rasmussen, der snart har været fast mand for AGF i 10 sæsoner, og Emil Ousager er en glimrende reserve, så her er man godt dækket ind.

i det centrale forsvar vil det primært være Anders Kure, Mark Howard, og den aldrende Atle Roar Håland, der primært skal kæmpe om pladserne, og her kunne jeg godt tænke mig en spiller med noget klasse over sig, for jeg må indrømme, uanset hvordan man kombinere de 3, så har jeg ikke den store fidus til dem.

Backpladserne ser lidt bedre ud synes jeg, hvor der både er bredde og en pæn standard. Her må man gå ud fra at det er Adam Eckersley, Arthur Sorin, Mikkel Kirkeskov, og den tidligere midtbanestyrmand Jerry Lucena der skal være en del af AGF defensiven.

Midtbanen er rigtig stærk synes jeg, og jeg forventer at det vil være med til at AGF vil kunne sætte sig igennem mod de mindre hold i ligaen. En solid midtbane bestående af spillere, som Søren Berg, Hjalte Nørregaard, Kasper Povlsen, Stephan Petersen, og den bundrutinerede Martin Jørgensen, giver en god blanding af kreativitet, fart, og rutine. Skal man finde et negativt punkt ved midtbanen er det klart bredden på kanterne, og her bør man søge efter en fløj til begge sider.

Angrebet er ledet af målræven Peter Graulund, georgieren David Devdariani, og det unge talent Sanel Kapidzic, som man har store forventninger til. Personligt mener jeg at man skal finde en naturlig målscorer, som kan kæmpe med Graulund om pladsen, fordi som jeg ser det, så kommer man til at stå i et kæmpe problem hvis Graulund går i stykker. Jeg kan ikke se Kapidzic, eller Devdariani, gå ind og levere mere end 5-10 mål maks på en sæson, og derfor er man pt. alt for afhængig af Graulunds mål.

Jeg tror ikke vi får mere end en, eller to forstærkninger at se. Jeg kunne personligt godt tænke mig at se en forstærkning til hver kæde, så man er rustet, for lige nu er man meget sårbar overfor skader på enkelte positioner. Dog er kvaliteten i truppen god nok til at overleve i ligaen, og måske også til lidt mere end det.

Profiler: Atle Roar Håland, Stephan Petersen, og Peter Graulund

Ledelse

Brian Steen Nielsen
Jeg må indrømme jeg ALDRIG nogensinde har haft indtrykket af at Brian Steen Nielsen burde være sportsdirektør for en professionel fodboldklub. Jeg synes simpelthen ikke han har hvad der skal til, og en klub som AGF burde have tiltrækningskraft til at kunne finde en der har mere at byde ind med end hvad Brian Steen Nielsen har gjort.

Jeg kan ikke se en rød tråd i det han foretager sig, og han har virkelig taget mange flere dårlige beslutninger, end gode. Bare det at AGF har været nede i 1. Division 2 gange i hans tid er en fiasko, og fyringsgrund alene. Det er ham der er med til at sammensætte spillertruppen, og det er ham der vælger træneren, og derfor synes jeg han har en stor del af ansvaret for hvad der er foregået de seneste år.

Næste store udfordring for ham bliver når alle disse midlertidige løsninger han henter ind, når sidste salgsdato. Her snakker jeg om Martin Jørgensen, evigt skadede Hjalte Nørregaard, Søren Berg, Graulund, og Atle Roar Håland. Det er altså alle spillere der er i en alder, hvor de har set deres bedste dage, og man må gå ud fra de alle er på toppen af lønlisten i AGF. Alle med forstand på økonomi i fodboldens verden, ved at det ikke er optimalt at have mange gamle, og løntunge spillere, og derfor skal der arbejdes på nogle langsigtede løsninger. Det gælder især for en klub som AGF hvor man har minimalt med midler at bruge på transfers, og lønninger.

Jeg synes uden tvivl Brian Steen Nielsen, er et anker om benet på AGF, for det er en klub med massere af muligheder, og er reelt set stadig en storklub i dansk fodbold. Det er bare ikke noget man har set på banen i mange år, og det skyldes bl.a. en sportschef der gang på gang tager de forkerte beslutninger.


Træner / Filosofi
Peter Sørensen

Jeg kan godt forstå Peter Sørensen er så hypet som han er, og det bliver spændende at se hvordan han klare sig i sin første sæson, som træner i Superligaen.

Jeg synes han er en spændende træner, fordi han er disciplineret, holder benene på jorden, og tænker kun på den næste kamp. Jeg synes han minder meget om de gamle britiske trænere i sin måde at tænke på, men samtidig har han en moderne træners syn på hvordan man skal spille fodbold på, og det kan jeg godt lide ved ham.

Jeg forventer at vi i den kommende sæson vil se AGF gå efter at spille kontrolleret offensiv fodbold, med fokus på en solid defensiv, og hvis det er tilfældet så synes jeg også det er den rigtige indstilling at gå ind til denne sæson med. Man har ikke en solid nok defensiv til at kunne spille flot offensiv fodbold, og jeg synes ikke man har farten i offensiven til at spille udelukkende på omstillinger.

Jeg synes man skal udnytte den rutine man har på holdet, og prøve at sætte sig igennem fysisk med en komptakt midtbane, og køre modstanderne trætte. Man har en masse gode boldspillere, så derfor vil man sagtens kunne være spilstyrende mod flere af konkurrenterne til nedrykningspladserne.

Afrunding / Hvad skal de gøre

Jeg tror at AGF kommer til at være en af de 5-6 klubber der kommer til at kæmpe om nedrykningspladserne, hvilket ikke kan komme som en overraskelse for mange. Jeg tror, og håber heller ikke at de rykker ned, da de er langt mere underholdende at se spille, og følge med i end andre af Superligaens mindre farverige mandskaber.

Jeg tror dog rækken bliver utrolig jævnbyrdig i denne sæson, og det bliver ikke mange point der kommer til at skille midterholdende fra nedrykningspladserne, og det tror jeg kommer til at være til AGFs fordel.

De har så utrolig meget rutine, og hvis de får udnyttet det, så vil de også have en klar fordel i de nedrykningskandidaternes indbyrdes opgør, derudover har man en rigtig god hjemmebane, hvor man ikke skal forvente at de vil tabe mange kampe i år.

Når det så er sagt, så er der mange ting der kan forbedres i AGF. Jeg regner ikke med der sker så meget i denne sæson rent trupmæssigt, men for AGFs skyld, så håber jeg at Peter Sørensen får lov til at lave et generationsskifte over de næste 2 sæsoner, og der vil blive lagt væk på unge langtidsholdbare løsninger, som ikke er så løntunge.

For det kan godt være at de rutinerede kræfter i denne sæson vil kunne redde AGF fra nedrykning, men på lang sigt kan det ikke være målet at konstant rode rundt i bunden af tabellen. Der skal findes en rød tråd i indkøbspolitikken, og så skal overliggeren langsomt rykkes op i den kvalitet man henter af spillere.

Jeg tror AGF vil få en nogenlunde stabil sæson, men det kommer til at blive en utrolig tæt, og udofrudsigelig sæson i Superligaen.

Bud på position ved vinterpausen: 8

Husk at støt bloggen via Facebook, og blive automatisk opdateret når der kommer nye indlæg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar