torsdag den 10. november 2011

OBs udvikling eller mangel på samme

Dengang OB fyrede Lars Olsen, og Kim Brink støttede jeg faktisk beslutningen fuldt ud, fordi at det virkede som om at deres udvikling som hold var gået i stå. Det var blandt andet med melding fra bestyrelsen om at man skulle ud og spille flot offensivt fodbold, og satse mere på talenter fra egne rækker. Alt sammen lød jo meget fornuftigt dengang.

Udførelsen har egentlig også været ok, hvis man ser det på papiret. De har en masse unge talenter i truppen, der uden tvivl har en stor fremtid foran sig, og de scorer mål på samlebånd i ligaen.

Spørgsmålet er så bare, om satsningen har kostet i den anden ende, og om man har taget de rigtige beslutninger.

For jeg sidder med en følelse pt af at OB ikke blot er gået i stå udviklingsmæssigt, men er faldet langt bagud i forhold til hvor de var for bare få år siden. Det er yderst skuffende, især fordi jeg synes spillertruppen er markant bedre, og mere spændende end den var dengang.

I mine øjne blev de forkerte beslutninger taget allerede for et år siden.



Forkert trænervalg.

Det er selvfølgelig altid nemt at skyde skylden på træneren, og på mange punkter beundre jeg faktisk Henrik Clausen, men det er tydeligt at se mht spillet på banen, og udenfor i medierne at Henrik Clausen mangler utrolig meget for at kunne begå sig på et hold som OB. Det er der ingen skam i, for jeg synes ikke det er Henrik Clausens skyld som sådan, jeg synes bare ledensen blev forblændede af den fremgang der nu var, da han var midlertidig træner, og tog en forkert beslutning ved at give ham en permanent kontrakt.

OB var under Lars Olsen et godt to-vejs hold, med stor fokus på defensiven, nu har man under Henrik Clausens ledelse helt glemt at forsvare, og man kan dårligt nok kontrollere de mest simple kampe, og man scorer altså statistisk set stadig ikke flere mål end man gjorde under Lars Olsen.

Jeg synes OB fejlede da de ansatte Henrik Clausen. Holdet skulle tage skridtet videre og gå efter et større navn, om ikke andet så en mere erfaren træner, som kunne videreudvikle holdet. Jeg kan ikke forstå hvordan man kan tro at Henrik Clausen skulle kunne videreudvikle holdet. Det er trods alt et hold der spiller fast europæisk fodbold, og har ligget stabilt i top 3 i mange år. Jeg synes det er lige lovlig meget at forvente af en mand i sit første cheftræner job på topniveau.

Det er ikke nogen kritik af Henrik Clausen, men jeg synes klart at han havde alle odds imod sig da han blev ansat, og det var vel bare et spørgsmål om hvornår modgangen kom. Nu har den så ramt, og alle kræver hans hoved på et sølvfad blot små 3 måneder efter man lidt sensationelt gik ned og smadrede Panathinaikos i Grækenland.

Arbejd som et hold, eller skrid.


OB har i mine øjne en trup der er ligeså god som FCK's, men man formår slet ikke at få bare halvt det potentiale truppen indeholder at se på banen, og selvom OB laver mange mål, så mener jeg faktisk at det er hele holdet der har fejlet som et kollektiv. For som mange ved, så angriber man som et hold, og man forsvarer som et hold. I OB virker det som om at der er 5 mand der forsvarer, og resten fisker som var det 7 mands bold, og virker ukoncentrerede.

Kort sagt. Det virker som om at man ikke har et homogent hold, der gider arbejde for hinanden.

Jeg kan huske i de første kampe i sæsonen, hvor Utaka var et salgsobjekt, og der var rygter om at han gerne ville væk. Aldrig har jeg set en spiller udstråle "nu skal jeg sælge mig selv" så meget på en fodboldbane som Utaka har i denne her periode af sæsonen. Medspillerne kunne stå i noget så fordelagtig en position, og han kunne nærmest stå på baglinjen, og stadig prøve at sparke på mål. Sådan virkede det i hvert fald som om. Alle der har spillet fodbold ved hvor frustrerende det er, at have spillere der sætter sig selv over holdet, uanset hvilket niveau det er på.

Det er blot et eksempel, men er det er tydeligt at når folk spiller som individualister, i stedet for et hold, så falder ens koncept fra hinanden. Hvis du ikke kan holde spillere som Utaka, Djemba-Djemba osv i snor på dit hold, så skal de slet ikke spille der, fordi så ville en serie 4 spiller have bedre indflydelse på holdets indsats.

Nu kommer det sikkert som en overraskelse, men jeg mener faktisk ikke at OB skulle sælge hverken Djemba-Djemba, eller utaka. Man skulle bare have ansat en træner der fra starten af har kunne sætte sig i respekt, og forklare alle spillere i truppen, at i gør som der bliver sagt, ellers kan i finde jer et andet sted at spille inden transfervinduet smækker.

Udnyt jeres kvaliteter


Jeg har altid haft sindsyg respekt for FC Nordsjælland, fordi de har samme opfattelse af fodbold som mig. Hvis du vil vinde fodboldkampe er du nødt til at vise mod, og spille efter dine styrker, og ikke indrette dig efter modstanderen(med undtagelser naturligvis).

OB spiller slet ikke efter sine styrker. Du har en masse offensive spillere med international kvalitet, og alligevel er det maks 3, og flere gange endda kun 2 der spiller på samme tid. Det er simpelthen en fadæse af dimensioner.

Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor man ikke spiller med MINDST 2 angribere i front. Hvem af Skoubo, Utaka, og Fall der skal spille sammen, er jeg nærmest ligeglad med. Pointen er bare at du har 3 angribere, der allesammen kunne blive superligatopscorerer hvis de fik fuld spilletid, og alligevel er det tit kun en der bliver brugt.

Jeg er af den overbevisning at hvis du har spillere af kvalitet som de 3 ovennævnte, så skal de altså også bruges så meget som muligt. Så må man skræddersyge et system, som gør at midtbanen arbejder mere defensivt, men at bruge en spiller som Morten Skoubo som en joker på fast basis er jo nærmest til grin, og totalt uforståeligt.

Konklusion

Det er ikke én af de her ting alene der gør at OB er faldet fra hinanden det sidste halve år, det er i mine øjne en kombination af at man har en træner der ikke formår at få spillerne til at arbejde som et hold, og samtidig ikke udnytter de mange kvaliteter holdet har at byde på.

Jeg tvivler på at Henrik Clausen manden til at løfte den store opgave det er at få OB op på det niveau de gerne vil være, hvilket er super ærgeligt fordi han er virkelig en frisk personlighed, som jeg faktisk har stor respekt for. Jeg mener bare ikke han har de redskaber, der skal til for at få OB på ret kurs igen.

Der er brug for en træner i OB der kan sætte sig i respekt overfor spillerne, og samtidig formå at få det maksimale potentiale ud af alle de individualister man har på bedst mulig måde. For OB har helt klart et hold der kan måle sig med FCK, men de har bare ikke vist det desværre.

1 kommentar: